Konstantinopels Fald (1453)

Belejringen og slagets forløb

I foråret 1453 indledte Mehmed 2. den afgørende belejring af Konstantinopel, hovedstaden i det svækkede Byzantinske Rige. Byen var beskyttet af de mægtige Theodosianske mure, der i næsten tusind år havde holdt angribere ude.

Osmannerne opstillede omkring 80.000 mand, mens den byzantinske forsvarsstyrke talte under 10.000, inklusive et mindre kontingent genovesiske lejesoldater ledet af Giovanni Giustiniani (Finkel, 2005, s. 185–190). Mehmed placerede sine tropper i en halvcirkel omkring byen og brugte sin Şahi-top, almindelige kanoner og sine Mortére (havan topu) til at bombardere murene dag og nat.

Samtidig blokerede osmannerne indsejlingen til Det Gyldne Horn med en flåde, mens byzantinerne forsøgte at forhindre adgang med en kraftig jernkæde. For at omgå spærringen lod Mehmed 2. sine soldater slæbe skibe over land en spektakulær manøvre, hvor omkring 70 skibe blev trukket på tømmerstokke smurt med fedt hen over bakken Galata og sat i vandet bag kæden. Denne dristige strategi overraskede forsvarerne og gav osmannerne kontrol over bugten.

Efter 53 dages belejring lykkedes det den 29. maj 1453 osmannerne at trænge gennem murene efter en massiv koordinering af artilleri og infanteri. Byens forsvar brød sammen, og Konstantinopel blev erobret en begivenhed, der markerede slutningen på Det Byzantinske Rige

Mehmed 2. “Erobreren”

Den blot 21-årige sultan Mehmed 2. trådte efter sejren ind i byen og red mod Hagia Sophia, som han omdannede til en moské et symbol på byens overgang til islamisk styre, som idag hedder Ayasofya.

Mehmed viste sig som både strateg, statsmand og visionær hersker. Han genopbyggede Konstantinopel, som han navngav Islambol, som nu er under navnet Istanbul, og gjorde den til rigets nye hovedstad. Han genbosatte byen med både muslimer, kristne og jøder for at genetablere dens mangfoldige karakter og økonomi.

Konsekvenser for Europa og Osmannerriget

Erobringen af Konstantinopel var et vendepunkt i verdenshistorien. For Osmannerriget markerede den overgangen fra regional stormagt til et globalt imperium, der kontrollerede handelsruterne mellem Europa og Asien.

For Europa skabte begivenheden både chok og fornyelse:

Mange græske lærde flygtede til Italien og bragte antikke tekster med sig, hvilket bidrog til Renæssancens udvikling.

De lukkede handelsruter mod øst tvang europæiske magter som Portugal og Spanien til at søge nye søveje til Indien og Asien, hvilket indledte opdagelsestiden.

I den kollektive europæiske bevidsthed blev osmannerne fremstillet som “de farlige tyrkere” en forestilling, der prægede forholdet mellem Europa og den islamiske verden i århundreder.