Opløsning og Efterspil

Det Osmanniske riges fald (1922)

I 1800-tallet begyndte Osmannerriget langsomt at miste sin magt. Det blev kaldt “Europas syge mand”, fordi riget var svækket af økonomiske problemer, oprør i provinserne og pres fra de europæiske stormagter.

Selvom der blev gennemført reformer, blandt andet under perioden Tanzimat (1839–1876) kunne de ikke forhindre, at store områder som Grækenland, Serbien og Egypten blev selvstændige.

I slutningen af 1800-tallet kom sultan Abdülhamid 2. (1876–1909) til magten. Han regerede i over 30 år og formåede midlertidigt at holde riget samlet gennem en kombination af modernisering, islamisk symbolik og stærk central kontrol. Han byggede jernbaner, styrkede uddannelsessystemet og udnyttede titlen som kalif til at samle muslimerne omkring sig.

Efter hans fald kom riget i hænderne på den såkaldte Ungtyrkiske bevægelse, som forsøgte at reformere staten, men uden at stoppe tilbagegangen. Under Første Verdenskrig (1914–1918) gik osmannerne ind på Tysklands side, men nederlaget blev katastrofalt. I 1922 abdicerede den sidste sultan, Mehmed 6., og det Osmanniske Rige ophørte med at eksistere

Første Verdenskrig og det moderne Tyrkiet

Efter nederlaget i Første Verdenskrig blev store dele af det tidligere Osmannerrige besat af de allierede magter. Under krigen havde riget kæmpet på flere fronter i Kaukasus, Mellemøsten og på Balkan, men et af de mest berømte og afgørende slag fandt sted ved Gallipoli (Çanakkale) i 1915.

Her forsøgte de britiske og franske styrker at trænge gennem Dardanellerstrædet for at erobre Istanbul og åbne en forsyningsrute til Rusland. De blev dog mødt af hård modstand fra de osmanniske tropper. Efter måneder med blodige kampe lykkedes det osmannerne at slå invasionen tilbage, hvilket gjorde Gallipoli til et symbol på modstand, sammenhold og national stolthed.

Selvom sejren ved Gallipoli ikke kunne redde hele riget, fik den enorm betydning for Tyrkiets senere selvforståelse. Mustafa Kemal trådte frem som en national helt, og mange så i ham begyndelsen på en ny tid.

Efter krigen blev rigets rester besat af de allierede, men Atatürk samlede modstanden og ledte den tyrkiske uafhængighedskrig (1919–1923). Denne kamp endte med sejr for de nationalistiske styrker, og i 1923 blev Republikken Tyrkiet officielt grundlagt med Ankara som hovedstad.

Atatürk indførte store reformer for at gøre landet moderne og vestligt:

Han indførte et nyt latinsk alfabet i stedet for arabisk skrift.
Han adskilte stat og religion (sekularisering).
Han styrkede uddannelse, kvinders rettigheder og videnskab.

Disse forandringer ændrede samfundet dybt og markerede et klart brud med Osmannerrigets religiøse og kejserlige arv. Samtidig bevarede Tyrkiet mange kulturelle og historiske forbindelser til sin fortid især i arkitektur, mad, kultur og kunst

Arven fra Osmannerriget i dag

Selvom det Osmanniske Rige forsvandt for over hundrede år siden, lever dets arv videre i både Tyrkiet og de tidligere provinser.

Byer og arkitektur: I Istanbul, Sarajevo, Beograd og Kairo står stadig moskeer, broer og markeder fra osmannisk tid.
Kultur og sprog: Mange ord, retter og traditioner på Balkan, i Mellemøsten og Nordafrika stammer fra osmannerne.
Religion og identitet: Islam spiller fortsat en rolle, men tolkes forskelligt i de tidligere osmanniske områder.