Var det anderledes?
Hører Osmannerriget til Europa?
Tyrkiets placering i dag
Det moderne Tyrkiet har arvet denne dobbelte identitet. Landet ligger fysisk i både Asien og Europa, men har i over hundrede år kæmpet med spørgsmålet om tilhørsforhold.
Efter Osmannerrigets fald i 1922 og oprettelsen af republikken i 1923 indledte Mustafa Kemal Atatürk en omfattende modernisering og vestliggørelse: nyt alfabet, sekularisering og orientering mod europæiske institutioner. Tyrkiet blev medlem af NATO i 1952 og søgte senere optagelse i EU, men processen har været præget af politiske og kulturelle spændinger.
I dag beskriver mange forskere, Tyrkiet som et kulturelt mødested snarere end en randzone et land, der rummer både islamiske, europæiske og mellemøstlige identiteter.
Forestillingen om “de farlige tyrkere”
I middelalderen og renæssancen opstod i Europa et stærkt billede af osmannerne som “de farlige tyrkere” en trussel mod kristenheden og civilisationen. Denne forestilling blev forstærket efter slagene ved Wien (1529 og 1683) og gennem religiøs propaganda, hvor osmannerne blev fremstillet som barbariske, blodtørstige og fjendtlige mod Europa.
Disse stereotyper blev videreført i europæisk kunst, litteratur og skolebøger langt op i 1800-tallet. Den britiske historikker viser, hvordan osmanniske herskere i Vesten ofte blev reduceret til eksotiske figurer eller despoter, mens rigets kulturelle og administrative fremskridt blev overset.
Selvom billedet af “de farlige tyrkere” i dag virker forældet, lever det stadig i visse populærkulturelle og politiske fremstillinger, hvor islam og “Østen” sættes i kontrast til “det europæiske”.
Orientalisme og fordomme
I mange år så europæere på den islamiske verden som noget fremmed og anderledes. Det betød, at man i bøger, billeder og historier ofte beskrev Osmannerriget som eksotisk, mystisk eller farligt, i stedet for at vise, hvordan riget faktisk var en vigtig og avanceret del af verdenshistorien.
den amerikanske forfatteren Edward Said kaldte denne måde at tænke på for “orientalisme”. Det betyder, at Vesten har haft en tendens til at vise “Østen” eksempelvis Mellemøsten og Osmannerriget som noget mærkeligt og underligt, så Europa selv kom til at se mere “moderne” og “rigtigt” ud.
Et eksempel er, at mange gamle europæiske billeder og tekster fokuserer på haremet, sultanen og rigdom, mens de glemmer, at osmannerne også byggede store byer, udviklede kunst, videnskab og skolesystemer.
Når man i dag arbejder med Osmannerriget i skolen, er det vigtigt at undersøge, hvor vores billeder af “Østen” kommer fra, og om de er retfærdige. På den måde kan man lære at tænke kritisk og se, at historien ikke kun handler om “os” og “dem”, men om mange forskellige mennesker, der påvirkede hinanden.